Annoncer
Royal unibrew Tang Biler
Vellykket branding kræver aktiv handling

Den ene dag læser man i den lokale avis, at socialdemokraten H.C. Østerby gerne ser Team Tvis Holstebro i en branding offensiv for Holstebro - gerne i et samarbejde med FC Midtjylland!

 

Et par dage efter er det den lokalkonservative John Thorsø, der gi’r den gas. Han advarer mod et samarbejde med “Herning”, som i henhold til hans erfaring ikke er til at stole på. Han påpeger – velsagtens velment – hvordan Team Tvis Holstebro kan disponere sine spillere mellem sit eget hold og Skjerns ligahold!

 

Uanset om valgkampen til november 09 har taget sin begyndelse, ser vi os faktisk meget gerne fri for bramfri disponering over vores virksomhed – for det er det vi er!

Samtidig er vi godt og grundig forundret over, at de to herrers pludselige interesse for Team Tvs Holstebro ikke har affødt nogen former for kontakt, hverken omkring vores rolle i deres branding-planer eller konkrete planer eller ideer til forhindring af en sammensmeltning med “noget” i Herning.

 

Ej heller ulejligede journalisten, der lagde pen til historierne, sig i første omgang med at spørge om Team Tvis Holstebros holdning eller mening i denne sammenhæng ....Det på trods af at det er billeder af vores goodwill og rettigheder i form af spillere og spillerdragter, der illustrerer artiklerne?

 

Det samme ville være utænkelig med en hvilken som helst anden privat virksomhed og deres produkter. H.C. Østerby går vel ikke i fusionstanker på vegne af Færch Plast? Og John Thorsø vil vel næppe lægge sig mellem et samarbejde mellem 2 smedevirksomheder i henholdsvis Herning og Holstebro?


Lad mig i denne sammenhæng slå et par kendsgerninger fast:

– Team Tvis Holstebro er over tid ubetinget den mest kendte Holstebroer i Danmark. Vores dækning i dagblade, på TV og i andre elektroniske medier sæson efter sæson overstiger med flere længder alt andet fra byen. Musikteater, Cykelløb, Grand Prix, Maren, museum og sågar den snart hedengangne Schaufuss-ballet. I ingen anden sammenhæng er “Holstebro” nævnt flere gange, målt i spaltemillimeter og TV-sekunder (...eller timer om du vil!)

 

– Team Tvis Holstebro A/S er IKKE et kommunalforvaltet kulturprojekt, men en selvstændig erhvervsvirksomhed med egen bestyrelse. Det økonomiske fundamentet er 97-98% det lokale erhvervsliv.

 

- H.C. Østerby, er fra tid til anden frivillig medhjælper i klubben, men er ellers ikke organisatorisk involveret i Team Tvis Holstebro. Man kan dog sige, at han via Holstebro Kommune  – som kulturudvalgsformand –  er repræsenteret ved et sponsorat, som ca. udgør 2-3% af vores samlede omsætning.

 

- John Thorsø er erhvervsmæssigt ikke repræsenteret i Team Tvis Holstebro. Hverken organisatorisk, sponsormæssigt eller i vores Erhvervsklub. Dog er han – som H.C. Østerby – som kommunalpolitiker, ligeledes en del af Holstebro kommunes engagement.

 

- Team Tvis Holstebro har ingen aktuelle planer om fusioner eller samarbejde med andre klubber i regionen.

 

- Team Tvis Holstebros bestyrelse står overfor en stor løbende opgave med at få de økonomiske ender til at nå sammen, såfremt vi skal fastholde vores status i Håndbold-Danmark. Der skal konstant genereres mere kapital og en større sponsorportefølje i og omkring Holstebro.

Kan det ikke lade sig gøre – mangler kommunens og erhvervsvirksomhedernes økonomiske vilje til det branding rent faktisk koster – er vi selvsagt, som ansvarlig bestyrelse, nødt til at lade erhvervs- og sportsvirksomheden Team Tvis Holstebro A/S finde fremadrettede alternativer – når og hvis den tid kommer!

 

- Team Tvis Holstebro vil blive meget henrykte, hvis H.C. Østerby vil gøre sin indflydelse gældende på det politiske plan, med såvel sponsoratstørrelse som etablering af en arena, der anses for værende en livsbetingelse for vores tilværelse i toppen af dansk håndbold.

 

- John Thorsø er meget velkommen i Team Tvis Holstebro, både som sponsor og erhvervsklubsmedlem, lige som vi selvfølgelig vil være ham meget taknemmelig, hvis han vil fremstå som bannerfører i et stort regionalt, nordvestjysk håndboldprojekt. Til gavn for områdets branding. Til gavn for befolkningens selvopfattelse. Og til gavn og glæde for flere tusinde unge mennesker i det nordvestjyske håndboldland.

 

Nå, ikke mere snak. Hovedingredienserne i vellykket branding er aktiv handling i henhold til en fælles vision ....Og masser af penge!

 

Kommentarer

Arena?

Af Anonym - 17.10.2008

For at kunne være med i dansk tophåndbold må og skal vi vinde over et hold som Mors/Thy Håndbold..
Jeg tror alle i hele Håndbold-Danmark kan skrive under på at vi har bedre spillere end disse på samtlige pladser, men vi taber alligevel kampen, hvilket fører til min pointe: Hvad forskel kunne flere penge og en nyere arena gøre i sådan en kamp?
I den anledning ville jeg hellere se, at folk kritiserede TTH spillernes indsats og/eller indstilling. Jeg kan ikke begribe hvorfor vi ikke bruger vores unge talenter som Simon Rostved, Nichlas Bruzelius etc. til at spare på favoritternes kræfter.. og om ikke andet kunne disse tilføre holdet ny energi og vilje til at vinde - hvilket ville være et sjældent syn i det vestjyske.


Tilføj kommentar:

Navn:
Kommentar:
Overskrift:
Email: (Bliver ikke vist)
Sponsorer
Annoncer
Proff Art Reklamebureau as lysmesteren Danske Spil
Kontakt
Team Tvis Holstebro A/S
Den Røde Plads 13
7500 Holstebro
Telefon: 97 43 59 59
Fax: 97 43 59 66
Mail: team@tvisholstebro.dk

Kontorets åbningstider:
Mandag-fredag:
10.00 - 15.00
ProfilErhvervsklubbenSponsorerTrupperneFanklubber
Proff Art Reklamebureau A/S